af Henrik Høegh MF ( V), miljøordfører, Hestehavevej 9, Maribo
09.01.2012
Paul Sehstedt ( 31.12) hævder, at det er Venstres ansvar, at vandplanerne ser ud som de gør. Dette er jeg helt uenig i. Ansvaret for deres nuværende udformning, inkl. de mange fejlkategoriseringer, er helt og holdent den nuværende regerings ansvar.
Jeg skal være den første til at indrømme, at de første udkast til vandplaner havde set anderledes ud, hvis vi på et tidligere tidspunkt havde haft kendskab til modellen for udpegning og klassificering i de øvrige EU-lande, hvor vandrammedirektivet fortolkes helt anderledes og langt mindre restriktivt. Dette blev vi imidlertid først gjort opmærksom på i sommeren 2011, hvorefter daværende miljøminister Karen Ellemann besluttede, at hele det faglige grundlag for udpegningerne skulle revurderes. Den nye regering har imidlertid undladt at rette mange af de fejl, som de første udkast til vandplaner indeholder. Dette understreges tydeligt af, at i Danmark skal 60-70 % af vandløbene reguleres, mens tyskerne kun regulerer 15-30 %. Jeg er ikke uenig med Erling Christensen ( 4.1) i, at vi skal genskabe naturlige vandløb og vådområder, f. eks. som vi har gjort det med Skjern Å. Men en genskabelse skal altid afvejes i forhold til både miljøgevinster og de samfundsøkonomiske omkostninger ved ikke at sikre tilstrækkelig afvanding fra såvel boligområder som landbrugsjord. Mange af de fejlklassificerede vandløb har f. eks. en meget ringe værdi som fiskevandløb. De løber tørre om sommeren og er dybe og smalle, hvorfor det ifølge KTC er umuligt at opnå god økologisk tilstand i vandløbene. I sådanne tilfælde bør hensynet til at sikre gode afvandingsmuligheder veje tungest.