
af Henrik Høegh MF ( V) Hestehavevej 9 4930 Maribo
Det fremstår som om den røde regerings ministre bruger for meget tid bag skivebordene på Slotsholmen - og for lidt tid ude i landet og ude blandt borgerne. Deres krampagtige forsøg på konstant at være miljørigtige er gået langt over stregen. Det er for nuværende umuligt for den enkelte borger at låne penge og betale for regeringens umættelige behov for miljøtiltag.
Regeringen nyeste forslag er, at alle husstande i det åbne land hurtigst muligt inden 2015 skal tilsluttes et rensningsanlæg. Ligeledes foreslår man, at 150.000 husstande inden 2020 skal have udskiftet oliefyret med et biomassefyr eller et jordvarmeanlæg. Det giver en regning til den enkelte husejer på cirka 200.000 kroner. Værsgo!
Hvor er realitetssansen henne?
Regeringen fremsætter lovforslag, der er ekstremt dyre for den enkelte dansker, samtidigt med at man ikke kan låne " en rød reje" i landsbyer og i det åbne land. Rigtig mange familier vender hver en krone for at få pengene til at række. Er det fuldstændig forbigået regeringen? Jeg ved godt at disse forslag ikke er nye, men det er uforståeligt, at de lige netop nu skal forceres igennem. Det kan godt være den økonomiske krise ikke viser sig på ministerkontorerne og i deres Københavnervillaer, men den raser med stor styrke ude i landdistrikterne. Kan vi ikke få bare en smugle situationsfornemmelse?
Alle jer som bruger oliefyret til at skaffe varmt vand, mens resten af varmebehovet stort set dækkes af en brændeovn centralt placeret i huset, skal nu tvinges til at udskifte til for eksempel jordvarme. Oven i det kommer, at det ofte også kræver udskiftning af radiatorer.
Miljøminister Ida Auken og klima-, energi-og bygningsminister Martin Lidegaard skal være hjertelig velkomne til at besøge landdistriktskommuner såsom Lolland-Falster. Her trænger virkeligheden sig på. I en helt anden grad end på Slotsholmen.